Immigrations- og integrationspolitik

Der er mange positive gevinster ved immigration. Fri immigration sikrer ikke blot, at mennesker kan flytte til og fra landet og søge lykken – det udgør også en betydelig økonomisk gevinst for samfundet. Imidlertid er det ikke muligt at forene omfattende velfærd til ikke-statsborgere med den ellers gavnlige frie indvandring – derfor skal der, så længe der eksisterer en omfattende universel velfærdsstat, kun være begrænset adgang til offentlige ydelser for indvandrere.

Immigration uden universel offentlig velfærd fungerer, og det vil gavne alle. Modtagerlandet vil nyde gavn af de ressourcer, immigranterne tager med i form af viden, arbejdskraft og kultur. Ligeledes vil immigranterne have gavn af den frie bevægelighed, da de kan forfølge deres drømme og opnå et bedre liv end tidligere. Det er positivt, at en mindre velstående udlænding kommer til Danmark og tilbyder at bygge en carport billigere, og måske ovenikøbet bedre, end en tilsvarende dansk håndværker. Indvandrerens indkomst – og dermed muligheder og velfærd – stiger, mens danskeren får en billigere carport.

Den eksisterende udlændingepolitik er en af de primære årsager til problematikkerne ved indvandring. Det nuværende system bygger ikke på individuelt ansvar og frihed for immigranter, men derimod på umyndiggørende, statslige forsøg på omsorg gennem omfattende offentlige ydelser. Flygtninge og indvandrere klientgøres af velfærdsstaten og mister incitamentet til at tage ansvar for deres tilværelse i Danmark. Når vi fra start gør indvandrere til klienter af systemet, vil det være sværere at aktivere dem på det danske arbejdsmarked. En tilbagerulning af den omfattende velfærd vil gavne integrationen og fremhæve de økonomiske og kulturelle gevinster ved indvandring.

Integration er ikke en opgave for staten. Civilsamfundet og markedet fungerer på mange områder bedre end staten, og integration er et af disse områder. Vi mener ikke, at den bedste integration kommer fra statslige integrationsprojekter, men derimod, når indvandrere kommer på arbejdsmarkedet og bliver engageret i det lokale civilsamfund. Staten har ingen ret eller pligt til at tvinge indvandrere til at assimilere sig eller på anden vis forsøge at forme dem.

Derfor skal staten ikke finansiere integrationsprojekter. Diverse kurser i sprog, historie, kultur og andre integrationsprojekter bør i stedet udbydes af private. Vi er af den overbevisning, at man i et frit samfund med fri immigration af arbejdskraft har en stærk egeninteresse i at erhverve sig viden om det sprog og den kultur, man skal investere eller arbejde i. Derfor vil indvandrerne gøre dette af sig selv, uden statens indblanding. Det bør desuden være frivilligt, om man har lyst til at tage disse kurser.

Der bør heller ikke være statslige krav til kurser i det danske sprog og danske værdier. Danske værdier er nemlig subjektive, og staten kan derfor aldrig bestemme, hvornår man er en “rigtig” dansker.

Regler, der har til formål at begrænse immigration på bekostning af individets rettigheder, såsom 24-års-reglen og repatrieringsydelsen, bør afskaffes. Disse regler har ikke haft en positiv effekt og bidrager udelukkende til ensretning. Endvidere bør statsborgerskabstesten afskaffes; lever man op til de krav, vi har i det efterfølgende afsnit, kan man blive statsborger.

Hvis man er født i Danmark, skal man automatisk tildeles permanent opholdstilladelse ved fødslen, som dog kan fratages igen ved brud på landets love.

Herudover skal fuldtidsstudie naturligvis medregnes i beskæftigelseskravet for opnåelse af permanent opholdstilladelse. Der er unge, som er født, opvokset og har hele deres liv i Danmark, og stadig ikke kan opnå permanent ophold, fordi de vælger at tage en uddannelse i stedet for et ufaglært arbejde. Uddannelse er en investering for alle og ikke kun for bestemte samfundsgrupper.

Det skal endvidere være muligt at opnå statsborgerskab, når man opfylder en række krav. Man skal have haft permanent ophold i Danmark i fem år, ikke have modtaget sociale ydelser i samme periode, og have levet som en lovlydig borger. Derudover skal man beherske det danske sprog og tilslutte sig demokrati og menneskerettigheder.

Tildelte statsborgerskaber er permanente og har samme regler for ophævelse som et medfødt statsborgerskab. Hvis man som udlænding uden statsborgerskab begår kriminalitet, udvises man. Dommen skal ikke afsones i danske fængsler, men i hjemlandet.

Alle mennesker har nogle grundlæggende negative frihedsrettigheder – blandt andet retten til fri bevægelighed. Den nuværende asylpolitik betyder imidlertid, at spontane asylansøgere ofte udgør en mere ressourcestærk gruppe, som har haft økonomiske midler, et godt helbred og relevante kontakter for overhovedet at kunne rejse til Danmark og søge asyl. Det efterlader mennesker i størst nød med færre muligheder for at få hjælp. Derfor mener vi, at asyl bør tildeles dem, der har det største behov, og at der bør indføres et stop for spontan asyl.

I dag er flygtninge en klar udgift. Specielt flygtninge fra ikke-vestlige lande har været en økonomisk byrde, da en meget stor del ikke er i beskæftigelse. Dette skyldes i høj grad en universel velfærdsstat, der ikke er gearet til at forsørge så mange mennesker. En flygtning defineres her som en særlig slags indvandrer; en flygtning søger tilflugt fra forfølgelse, katastrofe, krig eller anden særlig nød. Flygtninge og asylansøgere bør, modsat almindelige indvandrere, modtage begrænsede offentlige ydelser i form af diæter og husly og er ikke forpligtet til at være selvforsørgende. Man skal som flygtning og asylansøger dog have mulighed for at arbejde og derved øge sin indtægt og styrke sin integration med samfundet. Vi er af den overbevisning, at det ikke hjælper noget at gøre disse mennesker til passive klienter. De skal have en hjælpende hånd, men ellers sættes fri til at skabe sig en ny tilværelse. Som flygtning har man arbejds- og opholdstilladelse.

Civilsamfundet har vist, at det er villigt til at hjælpe mennesker i nød. Hvis der var flere penge ude i samfundet frem for i statskassen, ville civile projekter få bedre rammebetingelser. Med tiden bør varetagelsen af flygtninges vilkår helt overtages af civilsamfundet og dets samvittighed.

Hvis man søger asyl, modtager man en 6-måneders arbejds- og opholdstilladelse samt husly og diæt. Såfremt man opnår asyl, forlænges disse vilkår med 1 år. Ved ydelsens ophør ændres status fra flygtning til indvandrer. Det betyder, at man fremover skal være selvforsørgende. Det skal være muligt at opnå familiesammenføring på egen regning og bosætte sig uden for asylcentret, hvis man har mulighed for dette. Staten skal ikke finde permanente boliger uden for centret til asylansøgere eller flygtninge.

Liberal Alliances Ungdom ønsker at skabe en økonomisk, kulturel og politisk stabil løsning på den nuværende flygtningesituation. Derfor efterstræbes det at skabe rammerne og en model, der understøtter dette gennem nedsættelse af udgifterne til flygtninge, samtidig med at man ikke begrænser menneskers grundlæggende frie bevægelighed. Dog vil visse begrænsninger kunne opstå pga. eventuel politisk modstand. Derfor mener Liberal Alliances Ungdom, at Danmark som FN- medlem som minimum skal prioritere at tage imod FN-kvoteflygtninge.