Retspolitik

FN’s menneskerettighedserklæring indeholder to forskellige typer af rettigheder. Først og fremmest indeholder den en række negative borgerlige og politiske rettigheder, som udspringer af oplysningstiden og sikrer borgerne mod overgreb fra statsmagten. Som eksempler kan nævnes: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed samt lighed for loven. Dernæst består erklæringen af en række positive økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Disse rettigheder er eksempelvis retten til bolig og retten til arbejde. Liberal Alliances Ungdom erkender vigtigheden af at beskytte individets rettigheder. Det er dog afgørende at skelne mellem rettigheder, der sikrer frihed fra statens indblanding, og dem, der kræver statens indgriben for at realiseres. Positive menneskerettigheder, der pålægger staten ansvaret for at opfylde borgernes behov, underminerer individets autonomi ved at gøre borgerne afhængige af staten for deres velfærd. Derfor mener vi, at FN’s positive menneskerettigheder skal afskaffes, da der i udgangspunktet ikke eksisterer positive menneskerettigheder, kun negative.

Det er essentielt i et demokratisk samfund, at offentligheden har mulighed for at kigge magthaverne i kortene. Liberal Alliances Ungdom står for principperne om begrænset statsmagt og borgerens ret til at holde sine repræsentanter ansvarlige. Derfor mener vi, at øget åbenhed og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning er afgørende for at sikre borgernes rettigheder og skabe tillid til systemet.
Der er i den nuværende offentlighedslov flere bestemmelser, der begrænser denne mulighed - her tænkes særligt på § 23, stk. 1, nr. 2 og § 24 som undtager ministerbetjeningsdokumenter fra aktindsigt samt § 27, nr. 2, som undtager dokumenter, der udveksles mellem en minister og enkelte folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces, fra aktindsigt. Liberal Alliances Ungdom mener, at offentlighedsloven bør ændres, således at der sikres mere åbenhed og større gennemsigtighed i den offentlige forvaltning.

Ytringsfriheden er en hjørnesten i demokratiet og har i et historisk perspektiv været garant for fremdrift og udvikling. I Danmark lider ytringsfriheden imidlertid under forskellige begrænsninger herunder straffelovens § 266 b, der kriminaliserer forhånelse og nedværdigelse af minoriteter, straffelovens § 136, stk. 2, der kriminaliserer billigelse af visse forbrydelser og straffelovens § 110 e, stk. 2, der kriminaliserer ’utilbørlig' behandling af et skrift, der 'har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund'.

I Liberal Alliances Ungdom mener vi, at debat og modsigelse er den bedste måde at udstille forskruede synspunkter, hvorfor hadefulde, antidemokratiske og lignende ytringer skal være lovlige. Ved at retsforfølge og fortie sådanne ytringer skabes et gunstigt miljø for kriminelle modreaktioner, der i stedet kan forhindres gennem sikring af åben dialog og vidtrækkende rammer for ytringer. På den baggrund mener vi, at straffelovens §§§ 266 b, 136, stk. 2 og 110 e, stk. 2 bør afskaffes, fordi bestemmelserne kriminaliserer ytringer og derfor indskrænker ytringsfriheden.

Forsamlings- og foreningsfriheden er nogle af grundstenene i det liberale demokrati, hvor borgerne skal have mulighed for at forsamle og forene sig, som de ønsker. Desværre ser vi ofte eksempler på, at disse grundlovssikrede rettigheder tilsidesættes, hvilket vi i Liberal Alliances Ungdom ønsker at gøre op med.

Forsamlingsfriheden må aldrig tilsidesættes ud fra diplomatiske eller udenrigspolitiske hensyn, som det forekom i ”Tibet-sagen”, hvor flere uskyldige demonstranter, på trods af tilladelse til demonstrationen og forsamlingsfrihedens grundlæggende principper blev arresteret af politiet. Endvidere skal myndighedernes mulighed for at gribe ind i forsamlingsfriheden indskrænkes,
således at politiet ikke foretager uproportionale administrative frihedsberøvelser under demonstrationer i så høj grad, som de gør i dag, idet dette kan medføre, at demonstranterne afstår fra at udøve deres grundlovssikrede ret til at forsamle sig, hvilket er en bekymrende tendens i et demokrati.

Foreningsfriheden må ligeledes ikke tilsidesættes, hvorfor der ikke bør kunne foretages administrative foreningsforbud. Foreninger skal ikke kunne forbydes eller opløses ved andet end en domstolskendelse.

En grundpille i liberalismen er, at borgerne bør nyde en vidtgående frihed, som kun må begrænses i den udstrækning, at en given handling påfører andre skade. Det er retssystemets opgave at forhindre og sanktionere handlinger, der skader andre borgeres grundlæggende frihedsrettigheder. Statens opgave er ikke at moralisere, men at beskytte borgerne mod indgreb i den enkeltes frihed, og i et frit samfund er det den enkelte, som tager ansvar for sit liv og de konsekvenser, som en skadelig livsstil måtte medføre. En legalisering, hvor produktion og salg af narkotika for virksomheder, bliver lovligt, er på mange måder gavnligt for samfundet. Eksempelvis vil salget af narkotika blive flyttet væk fra kriminelle miljøer, hvorfor forbrugeren vil opnå mere gennemsigtighed samt bedre produkter, der er frie for skadelige tilsætningsstoffer. Ved at fjerne forbuddet er der ligeledes basis for, at misbrugere kan få den hjælp, de behøver uden udsigt til strafferetlige konsekvenser, som er tilfældet i dag.

En række lande og delstater verden over har allerede liberaliseret narkotikalovgivningen, og det er derfor på tide, at Danmark følger trop. Den omfangsrige empiri på området viser, at de kriminaliserede stoffer i forvejen er udbredte og lettilgængelige i Danmark. Omvendt viser erfaring fra lande og delstater med mindre restriktiv lovgivning, at der ikke er evidens for misbrugsepidemier, stigende kriminalitet eller lignende. Tværtimod har legaliseringen muliggjort, at misbrugerne kan få hjælp, og i flere tilfælde har de skattepligtige midler fra salget kunnet anvendes til forebyggende oplysning mv., hvilket vi som liberale bakker fuldt op om.

Enhver myndig person har ejerskab over egen krop. Det er derfor ikke statens opgave at diktere, hvor eller hvordan individet udsmykker sin krop eller hvad individet ønsker der skal ske med egen krop. Liberal Alliances Ungdom mener derfor, at Tatoveringslovens § 10, stk. 2, som forbyder ”tatovering på en person i hoved, på hals og på hænder,” skal ophæves, ligesom enhver skal have ret til at testamentere sin krop og ejendom til, hvad personen end lyster.

Det er derudover ikke en statslig opgave at diktere, hvordan borgerne klæder sig. Det er derimod et indgreb i den personlige frihed. Liberal Alliances Ungdom mener derfor, at tildækningsforbuddet (straffelovens § 134 c) også kaldet burkaforbuddet, bør afskaffes.

Liberal Alliances Ungdom mener, at våbenloven skal liberaliseres, således at alle borgere har ret til at bære såkaldte passive forsvarsvåben som eksempelvis peberspray og stun guns, idet enhver borger bør have mulighed for at forsvare sig selv mod overgreb. Desuden bør blankvåben til ceremonielt brug fritages for blankvåbentilladelse.

Derudover ønsker Liberal Alliances Ungdom, at borgere i videre omfang end i dag får mulighed for at eje, anvende og bære skydevåben til selvforsvar, hobby og jagt. Man bør dog kun kunne anskaffe og benytte sådanne skydevåben, hvis man har en dertil indrettet licens, der indebærer opfyldelse af visse krav.

Det private advokatfirma Poul Schmith/Kammeradvokaten er i kraft af Kammeradvokataftalen stort set eneleverandør af juridisk rådgivning til staten og en lang række andre offentlige institutioner. For at sikre fair og lige konkurrence omkring statens juridiske opgaver mener Liberal Alliances Ungdom, at den nuværende Kammeradvokataftale bør opsiges og erstattes af rammevilkår på forskellige ressortområder, som det eksempelvis er tilfældet i Sverige.

Desuden kan en opsigelse af Kammeradvokataftalen føre til en mere gennemsigtig og ansvarlig anvendelse af offentlige midler. Ved at indføre rammevilkår på forskellige ressortområder inspireret af modellen i Sverige kan vi skabe klare retningslinjer og konkurrencebetingelser for juridiske tjenesteydelser til staten. Dette vil skabe en åben og transparent proces, hvor advokatfirmaer konkurrerer på lige vilkår om at sikre den bedste løsning for staten og skatteborgerne.